Sindet gør sit bedste
Sindet er ikke en maskine, der går i stykker og skal repareres. Det er formet af alt det, du har været igennem, og det arbejder
hele tiden på at beskytte dig — også når beskyttelsen for længst er blevet en byrde.
Uro, angst, tristhed eller en følelse af at stå ved siden af sig selv er sjældent tegn på, at der er noget i vejen med dig. Oftere er
det tegn på, at noget har fyldt for meget i for lang tid, og at der ikke har været et sted at lægge det.
I terapien arbejder vi med at forstå, hvad sindet forsøger at gøre — og med at finde andre måder at bære det på.
Erfaring gør en forskel
Jeg er autoriseret psykolog og har arbejdet med mennesker i 30 år.
Autorisationen betyder, at jeg er godkendt af Psykolognævnet og arbejder under tilsyn, tavshedspligt og journalføringspligt.
Erfaringen betyder noget andet: at jeg har siddet over for mange mennesker og mange forskellige former for smerte, og at jeg
har lært at gå roligt til det, der er svært.
Du behøver ikke have sat ord på det hele, før vi går i gang. Det finder vi ud af sammen.
Når noget har sat sig fast
Traumer opfører sig anderledes end andre minder. De bliver ikke afsluttet og lagt på plads. De bliver liggende som en
beredskabstilstand, kroppen aldrig har fået besked på at forlade.
Det kan vise sig som uro, søvnbesvær, vagtsomhed, pludselig vrede eller en tomhed, der er svær at forklare for andre. Nogle
oplever, at det, der skete, dukker op uden varsel. Andre mærker mest, at der er noget, de holder sig væk fra.
Behandling handler ikke om at glemme. Det, der er sket, forsvinder ikke. Men det kan holde op med at bestemme, hvordan din
hverdag ser ud.
I arbejdet med traumer går vi langsomt frem og i dit tempo. Du bestemmer, hvad der skal fortælles, og hvornår. Der er ikke
noget, du skal kaste dig ud i, før du er klar til det.
Hvad du kan få hjælp til
Angst og bekymring
Depression og lavt humør
Traumer og svære oplevelser
Stress og udbrændthed
Sorg og tab
Lavt selvværd
Kriser i parforhold og familie
Sådan starter vi
- Du booker en indledende samtale. Du behøver ikke have forberedt noget.
- Vi bruger den første time på at få overblik. Hvad fylder, hvad har du prøvet, og hvad kunne du tænke dig, der var
anderledes. - Vi lægger en plan sammen. Nogle har brug for få samtaler. Andre for et længere forløb. Det aftaler vi undervejs, og du er
aldrig bundet til noget.

